Spørgsmålene står ofte i kø, når man mister sit job…
Hvad nu?
Hvad vil du?
Har du styr på dit CV?
Hvad ønsker du at arbejde med?
Skal du skifte branche?
Hvordan kommer du godt videre?
Hvor sælger du dig selv?
Hvor starter du?
Hvilke arbejdsopgaver har du løst …
I processen med at finde et nyt job er identifikation af dine faglige kompetencer vigtige. Det kan føles, som en hel disciplin for sig selv at sætte præcise ord på, hvad man kan, er god til og hvorfor. Derfor kan det være en hjælp, hvis du prøver at gennemtænke et typisk arbejdsår – og bryd opgaverne ned pr. kvartal, måned og uge.
Hvad trives og mistrives du med …
Tænk på de enkelte job, du har haft. Skriv først de elementer ned i det enkelte job, som tilfredsstillede dig. Søg efter et mønster på de faktorer, som tilfredsstillede dig, men søg også efter det, som du ikke følte dig tilfreds med, specielt de, som står tydeligt frem. Øvelsen vil øge din bevidsthed om de opgaver, du trives bedst med, og hvilke opgaver du mistrives med – og dermed ikke bør påtage dig. Du vil blive bevidst om, hvilke faktorer der er vigtige for, at du kan trives og fungerer i et nyt job.
Hvilke kompetencer ønsker du at bidrage med …
Dit personlige værdisæt kan spores i det, du trives bedst med og bør være dit pejlemærke. Afklaring kræver selvindsigt. Giv dig tid til at prioritere de faktorer, som jobmæssigt fungerer og ikke fungerer. Bliv bevidst om, at dine personlige værdier har indflydelse på tanke- og handlemønstre og dermed trivsel samt karrierevalg. At kunne sætte ord på dine personlige og faglige kompetencer er fundamentet i de resultater, du skaber!
Hvad får en kommende arbejdsgiver …
Du styrker din troværdighed ved jobsamtaler, når du formår at sætte ord på, hvad du bidrager med. Gennem fortællinger og konkrete eksempler på hvad du tidligere er kommet i mål med, skaber du de rette ”huskeknager”, der gør det nemmere for den, du taler med, at forstå og huske, hvad du har haft succes med. Du skal kunne beskrive konkrete situationer (opgaver/udfordringer), hvor du ved, at din indsats gjorde en forskel. Herefter skal du beskrive din indsats i den aktuelle situation, så dem du taler med forstår, hvad dit bidrag var, og hvilket resultat du skabte. Slutteligt sætter du ord på de kompetencer, du bringer med dig.