4 gode råd til at overvinde en dårlig jobsamtale
Såfremt du har været til en eller flere jobsamtaler, så kender du muligvis fornemmelse af, at det kunne være gået bedre. Eller at det ligefrem gik dårligt! Følelsen kan springe frem fra sit skjul undervejs i samtalen eller (umiddelbart) efter denne. Måske har du oplevet, at ”klappen er gået ned”. Andre gange kan det være (ikke uvæsentlige) detaljer som fx dit kropssprog, din øjenkontakt eller mangel på samme samt svar, du ikke fik vinklet rigtigt eller præciseret.
Husk, at du kan transformere negative oplevelser til positive og blive bedre til jobsamtaler. Men, det kan selvfølgelig ikke spole tiden tilbage.
Enhver modgang er en mulighed for at lære. Fejl ved én jobsamtale kan således resultere i succes ved den efterfølgende.
Her får du 4 gode råd til at planlægge din succes ved din næste jobsamtale:
1) Tag noter efter jobsamtalen – og evt. under
2) Identificér styrker
3) Etablér hensigtsmæssige rutiner
4) Send en ”opfølgningsmail”
Ad 1) Tag noter efter jobsamtalen – og evt. under
Efter jobsamtalen skal du tænke tilbage på og notere, hvad du mener kan være gået godt og skidt. Når du evaluerer straks efter jobsamtalen og noterer dine observationer, sikrer du størst muligt validitet, fordi samtalen er i frisk erindring. Læg dine notater til side. Genbesøg dine notater efter et par dage, så du kan koble disse umiddelbare notater med dine efterfølgende refleksioner. Det vil hjælpe dig med at fokusere på, hvordan du udvikler og optimerer dine samtaleteknikker.
Herudover vil du kunne opnå værdifuld feedback, hvis du drøfter dine oplevelse med en ven eller en professionel bekendt.
Ad 2) Identificér styrker
En jobsamtale kan bringe mange følelser frem. Den er for nogen en kilde til anspændthed og stress. Du vil (forventeligt mere end en gang) kunne få tanker i retning af, at du kommer til at sige noget forkert, bliver misforstået eller ikke præsenterer dig selv rigtigt/optimalt. Når/hvis disse tanker melder sig, så husk, at stressen og modgangen kan gøre dig stærkere fremadrettet i enhver jobsamtaleproces.
Reflektér over, hvad du gjorde godt! Præsenterede du situationer, indsatser, resultater og kompetencer via solid story telling? Reflektér over, hvilke dele af jobsamtalen du følte dig mest komfortabel ved. Tænk over din tilgang. Vurdér, hvordan du kan komme i ”zonen”, hvor du performer bedst – og udvikl din samtalestrategi herpå.
Ad 3) Etablér hensigtsmæssige rutiner
Mange sportsfolk udfører helt bestemte rutiner før træning og kamp. Nogle er overtroiske. For andre er – eller bliver – det blot (u)bevidste vaner, der giver ro og tryghed ved at gøre noget velkendt. Evt. negative tanker forsvinder/letter og vejen til ”zonen” bliver kortere. Du kan med fordel udvikle tilsvarende rutiner for dig selv i forbindelse med jobsamtaler.
Etablér en rutine, som du træner. Afsæt tilpas tid til at få rutinen ”ind under huden”, så du på daglig basis forbereder dig på jobsamtalen. Prøv at lave mindst en simuleret jobsamtale med en ven eller professionel bekendt, så du oplever processen som virkelighedsnær som muligt.
Når dagen for jobsamtalen er kommet, så sørg for at gøre noget, der giver dig energi og ro. (Løb eller går en tur, læs i en bog, lyt til musik el.lign.) Noget som samtidig får dig til at tænke på jobsamtalen. Implementér din rutine og arbejd dig ind i ”zonen”. På den måde forbedres din performance til jobsamtalen.
Ad 4) Send en ”opfølgningsmail”
Der er relevant og hensigtsmæssigt at sende en ”opfølgnings-/takkemail” efter jobsamtalen, hvor du takker for muligheden for at komme til samtale i forhold til jobbet – og følger op på evt. udeståender. Derudover bør/skal sende en kort ”opfølgnings-/takkemail”, når du har fået jobbet eller et afslag.
Et afslag kan være en rigtig god mulighed for at få relevant feedback.
Når du modtager afslaget, kan du følge op og takke for muligheden for at møde X, Y, Z til jobsamtalen, udtrykke skuffelse over, at du ikke fik jobbet; men samtidig ønske til lykke med at de har fundet den, for dem, rigtige kandidat. Du kan derefter spørge, om der er noget (og i givet fald hvad), du kan gøre for at forbedre dig som kandidat, og forblive på deres radar i relation til fremtidige jobmuligheder.
Hvis de svarer, er det gratis feedback! Hvis ikke, så følg op en enkelt gang. Hvis det fortsat er uden resultat, så fokusér på, at du har fået træning i opfølgningsprocessen.
REFLEKSIONSSPØRGSMÅL: Søger du efter det helt rigtige job?